Litteraturleksikon

Ironi

Ironi Ironi er en retorisk og stilistisk figur, hvor der udtrykkes ét, men menes noget andet, ofte det modsatte. Meningen vil gerne være tydelig i kraft af konteksten eller måden, der kommunikeres på, men fordrer at læseren er opmærksom og lydhør over for disse træk (se fx Ulla Albeck (1939) eller Kjeld Gall Jørgensen (1996). […]

Log ind for at læse videre.

Skriv til redaktionen

Forfatter Jacob Bøggild

Et godt sted at læse videre

Bredsdorff, Thomas (2011). Ironiens pris. København: Gyldendal

Reference

Albeck, Ulla (1939). Dansk stilistik. København: Gyldendal

Booth, Wayne C. (1974). A Rhetoric of Irony. Chicago: University of Chicago Press

Bredsdorff, Thomas (2011). Ironiens pris. København: Gyldendal

Brooks, Cleanth (1971/1951). “Irony as a Principle of Structure”. I: Adams, Hazard (red.). Critical Theory Since Plato. New York: Hartcourt Brace Jovanovish

Bøggild, Jacob (2002). Ironiens tænker. Tænkningens ironi. København: Museum Tusculanums Forlag

Hutcheon, Linda (1994). Irony’s Edge: The Theory and Politics of Irony. London: Routledge

Jørgensen, Keld Gall (1996). Stilistik. Håndbog i tekstanalyse. København: Samleren /Gyldendal

Kierkegaard, Søren (1994). Om Begrebet Ironi. Bd. 1 af Søren Kierkegaards skrifter, s. 1-28. København: Gads Forlag

Man, Paul de (2001). “Tidslighedens retorik”. I: Walther, Bo Kampmann (red.). Litteraturteoretisk antologi. København: Gyldendal

Møller, Lis (1995). “Om figurativt sprog”. I: Møller, Lis (red.). Om litteraturanalyse. Aarhus: Systime

Pattison, Steven (2023). Characterising Irony. A Systematic Approach to Literary and Linguistic Texts. New York: Routledge

Schlegel, Friedrich (1994). “Om uforståelighed”. Passage, 17

Thirlwall, Connop (2012/1833). “On the Irony of Sophocles”. I: Hare, Julius Charles & Thirlwall, Connop (red.). The Philological Museum, Volume 2. Cambridge University Press